Sådan ordner man den slags i Saudi Arabien
Jeg læste lige om det saudi arabiske ægtepar, Fatima al-Timani og Mansour Timani, der er blevet tvangsskilt, efter at kvindens familie havde lagt sag an, fordi de mente, at ægtemanden ikke var af tilstrækkelig fin familie til at være gift med deres datter. Parret har to børn og har været gift i flere år, men konens familie mente altså, at ægtemanden var kommet uretmæssigt til sin brud, idet de hævdede, at han havde påstået sig af finere slægt, end virkeligheden kunne bære.
Konen var ikke interesseret i at blive skilt fra sin mand, men da retten gav hendes familie medhold, var der jo ingen vej udenom. Kvinden nægtede at forlade sin mand og familie, men er så blevet afhentet og sat i fængsel, mens ankesagen kørte. Nu har den øverste domstol i Saudi Arabien stadfæstet den oprindelige dom, og tvangsskilmissen er blevet parret pålagt pga. mandens upassende slægt.
Fatima sidder nu i fængsel sammen med sine to børn, Nuha og Sulaiman, og har nu appelleret til Kong Abdullah om at hjælpe det ulykkelige par. Fatima nægter at forlade fængslet, med mindre det sker for at blive genforenet med sin “tidligere” ægtemand.