Urimelig afvisning af yderst rimeligt krav!

Man tager sig til hovedet ind imellem, når man læser historier som denne. Et ganske uskyldigt offer for den værste form for slendrian har netop fået afvist sit yderst rimelige krav om kompensation. Det drejer sig naturligvis om, Roy L. Pearson, der intetanende afleverede sine fine flannelsbukser på et renseri i Washington ejet af det sydkoreanske par, Jin Nam og Soo Chung. Da den jurauddannede, Roy L. Pearson, returnerede for at afhente buksen, var denne bortkommet uden nogen form for rimelig forklaring. Og dette skete på trods af renseriets løfte om en tilfredshedsgaranti.

Roy L. Pearson reagerede som et hvert andet normalt tænkende menneske ville have gjort i samme situation og afleverede prompte et erstatningskrav på yderst rimelige 375 millioner kr. Og ydermere udviste Roy en sjælden form for imødekommenhed og tilgivelse, idet han reducerede erstatningskravet til ubetydelige 300 millioner kr. – men næh nej, retfærdighed skal man lede længe efter i denne ondskabsfulde verden. Retten i Washington afviste kravet og nu står Hr. Pearson så der uden sine elskede bukser og uden en rimelig kompensation, så han kan få råd til at købe sig et par nye bukser.

Læs historien på Ekstra Bladet og læs mere om staklen Roy L. Pearson på hans helt egen Wikipedia-side.

Den sære fodboldverden

I sidste uge tabte Danmark i Parken med 0-3 til Sverige i en EM-kvalifikationskamp og dette nederlag har formentlig (sammen med andre nederlag) også den indbyggede konsekvens, at Danmark ikke skal til EM næste år.

Danmark kom på oprørende vis bagud med 0-3 allerede i første halvleg, og det var vist i det hele taget en historisk begivenhed, at et dansk landshold kom så meget på hælene på hjemmebane. Men så kom Danmark flot tilbage i kampen sat i gang af en glimrende scoring af Daniel Agger. Holdet kom på 3-3, men så gik det ellers helt galt, da Christian Poulsen pludselig tildelte svenskeren, Markus Rosenberg, en mavepuster i straffesparksfeltet i en ellers ganske ufarlig situation. Dommeren havde nu ikke lige set noget, men det havde linievogteren og efter et kort samråd de to imellem, blev Poulsen udvist og Sverige fik tilkendt et straffespark. Straffesparket nåede de så ikke at sparke, førend en beruset dansk fan kom væltende ind på banen og i bedste Mike Tyson stil forsøgte at afstraffe dommeren. Dette noget uventede angreb på dommeren blev dog afværget ved et raskt indgreb fra en dansk forsvarsspillers side, i øvrigt den samme forsvarspiller, der godt kunne have udvist samme evne til koldblodige indgreb tidligere i kampen, da han i stedet upresset valgte at heade svenske Elmander helt fri for mål.

Dommeren blev så rystet over det skete, at han straks blæste kampen af og forlod banen. Uden for TV-kameraernes rækkevidde blev det så i første omgang besluttet, at kampen ikke kunne genoptages på grund af sikkerhedsrisikoen, der altså kom til udtryk ved, at en beruset fan var løbet ind på banen og havde forsøgt at slå dommeren. Fair nok. Men så kom meddelelsen om, at Danmark nu også var blevet dømt som taber med cifrene 0-3 og pludselig havde det altså været spild af tid at kæmpe sig tilbage i kampen for blot at ende der, hvor man jo havde været allerede i første halvleg.

I dagene efter har der været meget fokus på, hvem der egentlig er den skyldige: Christian Poulsen, den berusede fan, Parkens sikkerhedschef eller måske den tyndhudede dommer. Majoriteten af befolkningen mener vist, at det er den berusede fans skyld og det er måske også helt ok, da det jo trods alt var hans vanvidshandling, der udgjorde en trussel mod dommeren og ledte frem til dennes aflysning af kampen.

I dag kan man så læse, at svenskeren, Markus Rosenberg, også risikerer at få karantæne. Han fik ellers ingen advarsel i forbindelse med kampen, men han har siden erkendt, at han provokerede Christian Poulsen og således kunne man foranlediges til at tænke, at den kære Rosenberg måske i virkeligheden godt kan forstå, hvorfor han skulle have en mavepuster. Det kan dog undre en hel del, hvis det hele ender med, at Danmark dømmes som taber med 0-3 og at Markus Rosenberg får en karantæne for at provokere Christian Poulsen. For hvis det hænger sådan sammen, så kunne man da (særligt som dansker) godt have tænkt sig, at dommeren under selve kampen havde udvist begge tosser: Rosenberg og Poulsen og blot fortsat spillet med et dommerkast, hvilket jo nok ikke havde afstedkommet, at Tyson var sprintet forbi sikkerhedsstyrkerne og ind på banen for at få sig et alvorsord med dommeren. Nå men sådan er der så meget i fodboldens verden og man må da ikke håbe, at det bliver almindelig praksis at udsende forklædte fans til andre stadioner for at opnå lignende resultater. Det kunne jo ellers være en tanke, at man f.eks. i SAS-ligaen kunne sende en forklædt FCK fan ind i Parken, og han kunne så på et passende tidspunkt spæne ind på banen, hvorefter ellers suveræne FCK ville blive dømt som taber med 0-3. Nej, hvor ville Don Ø nok blive træt af det, når det var sket en 6-7 gange i træk.

Se en video af “boksekampen” inde i feltet.

Styr på familietræet

En gang imellem kan det hænde, at jeg falder over noget nyttigt på det store Internet og så kan jeg jo lige så godt dele oplevelsen med læserne. I sidste uge fandt jeg www.geni.com, der er et gratis program til opbygning og vedligeholdelse af familiestamtræet. Absolut værd at se nærmere på, hvis man er til den slags.

Teletubbies i polsk unåde

Nu har moralens strenge vogtere i Polen kastet et forarget granskende blik på de elskelige Teletubbies, som alle småbørnsforældre naturligvis elsker at sidde og se på i timevis sammen med de små. Konservative katolske grupper i Polen er af den opfattelse, at børneudsendelsen blåstempler homoseksualitet, hvilket baseres på det faktum, at Tinky Winky (en af seriens absolutte hovedpersoner, vist nok) går med taske. Tinky Winky er den lilla Teletubby og skulle efter sigende også være en dreng, selvom han/hun mest af alt ligner en forvokset mus med elefantører. Og det går naturligvis ikke an, at en dreng går rundt og svinger med en dametaske som en anden Marianne Jelved.

De polske kritikere/arge modstandere af serien kræver nu, at en psykolog sættes til at granske afsnittene nærmere for at lede efter flere tegn på forherligelse af homoseksualitet. Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt det rent faktisk er lykkedes at finde en psykolog, der er villig til at afsætte bare nogle få hundrede timer i selskab med de muntre Teletubbies.

Polen er i øvrigt generelt i søgelyset hos EU, fordi myndighederne forbyder enhver form for omtale af homoseksualitet overfor børn. Eksempelvis skulle landets undervisningsminister have udtrykt ønske om at kunne afskedige skolelærere, der kan finde på at tale om den slags tabu-emner i skoletiden. Historien melder ikke noget om, hvad status er i Polen mht. lovliggørelse af registrerede parforhold mellem personer af samme køn - men gæt selv.

Spændende valg i Syrien

De knap 19 millioner indbyggere i den arabiske republik, Syrien, må i disse dage gå og dirre af spænding over udfaldet af den igangværende handling, der skal afgøre, hvem der skal sidde som landets præsident i den næste 7 årige periode. Valgresultatet forventes at ligge klar i løbet af mandagen.

Hvem er så kandidaterne, det syriske folk kan vælge imellem. Kan man imødese en ny præsident med interessante reformer på programmet, en ny og mere åben udenrigspolitik eller ligestilling for alle. Spørgsmålene er mange og valget betegnes fra eksperters side, som et af de vigtigste i Syriens moderne historie. Men vi må altså også vente i spænding, indtil hver enkelt vælger nøje har besluttet sig for, hvor på stemmesedlen, at krydset for Syriens fremtid skal sættes.

Nå ja, hvem er nu de kandidater. Jamen, man kan sige, at der er en overvejende sandsynlighed for, at den nye præsident vil komme fra det stærke Baath parti, der i forvejen kontrollerer parlamentet. Den nuværende præsident, Bashar Assad, er Baath partiets kandidat og han har siddet på magten siden år 2000, hvor han overtog embedet efter sin far. Man må således sige, at der er sket en stærk udvikling henimod mere demokrati, idet den nye præsident i denne ombæring altså findes ved en folkeafstemning.

Baath partiets opposition har dog ikke vist sig særligt aktive i valgkampen, hvilket muligvis skyldes, at oppositionen er frataget deres juridiske rettigheder og således eksempelvis ikke har ret til at opstille modkandidater til Bashar Assad. Derudover sidder de fleste politiske modstandere såmænd og krydder den i landets fængsler,  så de er altså lovligt undskyld i forhold til deres manglende engagement i valgkampen.

Slutresultatet er blevet en stemmeseddel indeholdende blot et enkelt navn: Bashar Assad, så spændingen består altså udelukkende i, hvor høj stemmedeltagelsen bliver og hvor stort et antal stemmesedler, der må kendes ugyldige som følge af fejlplacerede krydser.

Nyt parti bliver større end Socialdemokratiet

Nyhedens interesse fornægter sig sjældent og det er vist også gældende for Naser Khaders nye parti, Ny Alliance, der i følge en meningsmåling kan se frem til solid vælgeropbakning ved næstekommende folketingvalg. Undersøgelsen viste i hvert fald, at 26% af de adspurgte enten “helt sikkert” eller “sandsynligvis” ville stemme på det det nye parti stiftet af de tidligere Radikale Naser Khader og Anders Samuelsen og den Konservative Gitte Seeberg. Ny Alliance fik i øvrigt 4.913 medlemmer på første åbningsdag!

Det kan ikke have været rar læsning for den taskeberømmede formand for de Radikale, Marianne Jelved, der i følge deres egen hjemmeside blot har 9.500 medlemmer, hvilket med et slag betyder, at Ny Alliance efter en arbejdsdag har halvdelen af det antal og hvem ved, hvad arbejdsdag nr. 2 og 3 kan byde på af nye medlemsskaber. De Radikale fik i øvrigt 307.250 stemmer ved folketingsvalget i 2005 og heraf tegnede Naser Khader sig for blot de 7.403 som personlige stemmer, men man må sige, at hr. Khader har fået styrket sin personlige profil i kølvandet på Muhammed-krisen, hvorfor man godt kunne forestille sig, at antallet af personlige stemmer vil stige en hel del ved næste valg.

Marianne Jelved kunne også fornøje sig med at læse i Berlingske, at flere Radikale topfolk som f.eks. partiets eneste borgmester, Jørn Sørensen fra Holbæk og den Radikale socialrådmand i Odense, Erik Simonsen, finder det nye partis politik i tråd med deres egen og overvejer et partiskifte. En Megafon-måling udført for TV2 viste, at Ny Alliance står til at få 4% af stemmerne, hvis der var valg i dag og at de Radikale samtidig vil få halveret deres vælgertilslutning.

Forskeren, Søren Risbjerg Thomsen, kaster dog lidt malurt i bægeret, idet han til TV2 har udtalt, at det nye parti måske nok vil få lidt indledende vind i sejlene, men at der i øvrigt ikke er plads til endnu et borgerligt parti på midten i dansk politik og at det måske endog kan vise sig at blive en lettelse for de Radikale at være kommet af med Naser Khader og Anders Samuelsen. Tja, det kan jo snildt vise sig, at den gode forsker får ret – i hvert fald i, at der ikke er plads til endnu et borgerligt midterparti.

Læs mere om Ny Alliance

Enhedslisten ude i virkelig god tid

Jeg læste lige  på TV2’s hjemmeside, at Enhedslisten i følge Finn Sørensen, medlem af partiets hovedbestyrelse, nu vil afsætte tid på weekendens årsmøde til at diskutere en mulig kommende regeringsdeltagelse. Partiets ledelse erkender dog, at der muligvis er lange udsigter til en ren rød regering, men ser SF’s seneste udmeldinger som et skridt i den “rigtige” retning, hvorfor det jo må være på høje tid for det lille venstreorienterede parti at diskutere deres forudsætninger for at deltage i en rød regering.

Det er jo altid godt at være velforberedt og ude i god tid, men mon ikke, at Enhedslisten i dette tilfælde er ude i særdeles god tid, for det ligger da vist ikke lige i kortene, at de skal sidde på ministertaburetter ved siden af frænder fra SF og Socialdemokratiet indenfor en overskuelig årrække.

Det kunne jo ellers være forfriskende med ministre i hønsestrik, transporterende sig på Christiania-cykler og med bramfri holdninger stridende imod al sund fornuft og realisme.

Brat landing for Messerschmidt

Den unge nu forhenværende Dansk Folkeparti-løve, Morten Messerschmidt, ikke på nogen måde at forveksle med det tyske krigsfly fra anden verdenskrig, for det hed nemlig Messerschmitt, gjorde sig uheldigt bemærket med undervisning i at heile i forbindelse med en frokost på Grøften i Tivoli og ved et komsammen på Toga Vinstue. Det er naturligvis ganske vist, at den unge politiker har haft de bedste intentioner med sin undervisning i nazi-tidens måde at hilse på, men det er nu ikke god skik og brug i et samfund, der arbejder hårdt med at integrere mennesker af anden etnisk herkomst end dansk, så den slags har naturligvis konsekvenser.

I følge SF’eren, Kasper Bjerring Jensen, skulle Messerschmidt også have underholdt med at tiltale en bredskuldret Venstre-politiker som “korrupt neger”. Det bygger formentlig blot på en misforståelse og her på redaktionen føler vi os i hvert fald overbeviste om, at den sympatiske Morten Messerschmidt formentlig blot har holdt et foredrag om korruption, der jo særligt finder sted i katolske lande og i områder, hvor folk generelt har en mørkere lød end flertallet af danskerne – og ordet neger er nok fejlopfattet og formentlig er der blevet sagt “korrupte regeringer” eller noget i den stil. Når musikken spiller og man har fået en tår over tørsten, kan det være svært at høre klart og tydeligt.

Men den unge misforståede politiker, der i øvrigt er tidligere deltager i underholdningsprogrammet, Big Brother, har altså nu måttet forlade Dansk Folkeparti og skal så være løsgænger indtil han måske kan finde et mere tolerant parti.

Særligt ærgerlig historie når man jvf. Morten Messerschmidts seneste pressemeddelelse tager i betragtning, at politikeren altid har været en varm ven af Israel og det jødiske folk og bl.a.  har været inviteret på besøg til Israel af American Jewish Comittee som følge af sin konsekvente støtte til landet. Ja, det giver jo så overhovedet ikke nogen mening.

Interesserede kan læse mere om Morten på hans egen hjemmeside.

Persondyrkelse i valgkampen

Så er formanden for SF, Villy Søvndal, igen i mediernes søgelys. Den venligt udseende og skarpe politiker mener det åbenbart alvorligt, når han siger, at han vil have regeringsmagten. Tidligere tænkte jeg, at han nok ville være tilfreds med et par mindre ministerier, mens de mere tunge poster skulle overlades til Socialdemokratiet, men at dømme ud fra Søvndals valgkampagne kunne det se ud til, at der stræbes noget højere.

Det er nu faldet selv SF’s egne medlemmer for brystet, at deres leder viser sig selv frem på en række selvforherligende postere, som f.eks. en poster, hvor han skænker kaffe til ældre mennesker, eller en smilende Søvndal i samtale med legende børn i en sandkasse, for ikke at glemme den seriøse og eftertænksomme Søvndal foran vedvarende energikilder i form af vindmøller.

SF’s egen, Andreas Røpke, drager en parallel til Maos Kina, der også var kendt/berygtet for at fylde husvæggene med kæmpestore plakater, der havde til formål at fremvise Mao i det absolut bedste lys som den enevældige hersker af Kina. Samtidig beklager Andreas Røpke sig over manglende dialog i det ellers så fællesskabsorienterede parti. Man kan nok forestille sig, at Søvndal ikke har meget til overs for den kritik og desuden har han vel for travlt med at posere for reklamebureauernes kameraer til at skulle lade sig forstyrre af den salgs bitter tale på hans vej mod den absolutte magtposition i Danmark. Det skal blive spændende at se, om den nye landsfader lykkes med sit forehavende. Herfra skal der blot ønskes et held og lykke.

Hvis man gik og glædede sig…

Hvis der nu skulle være nogen, der gik og glædede sig (og jeg skriver udtrykkeligt HVIS, for det er jo slet ikke sikkert, at det er tilfældet) til et politisk landskab uden folketingspolitikeren fra SF, Villy Søvndal, så kan sidesporet nu berette, at den allestedsnærværende Villy Søvndal har en 17 årig datter, Anna Sofie Rifbjerg Søvndal, og i følge Jyllands Posten har hun nu valgt at gå ind i politik og er således blevet valgt som lokalformand for SFU i Kolding.

Den unge, Anna Søvndal, har udsendt en pressemeddelelse, hvor hun bekendtgør, at hun går ind i politik, fordi hun ikke kan lade være og fordi, at man godt kan ændre verden, selvom man blot er 17 år. Det skal så blive spændende at følge, om datteren kan opnå lige så gode resultater som sin far. Og til alle dem, der troede, at det var slut med Søvndal i politik indenfor en overskuelig tidshorisont, der må man blot sige, at det er det altså ikke.